Jeg har ikke tenkt å skrive om noe jeg har sagt. Det er selve uttrykket «hva var det jeg sa» jeg ønsker å snakke om i dag. Uttrykket er kontroversielt. Man får umiddelbart et indre bilde av noen som står med hevet pekefinger, gjerne over en sammenkrøpet stakkar som angrer på noe han eller hun har gjort. Det er laget både filmer og sanger med den engelske tittelen, “I told you so”.
Uttrykket er kontroversielt fordi det har noe arrogant og belærende over seg. Det er en dobbel ergrelse når uttrykket blir brukt mot en selv. Selvfølgelig fordi man har tatt feil om noe, men også fordi den som bruker uttrykket sjelden gjør det velment. Det ligger skadefryd i bruken. Det ligger berettigelse. Det ligger et ønske om å vise sin overlegne moral. Det ligger et ønske om å devaluere. Jeg vil hevde at i 90 prosent av tilfellene hvor noen sier “hva var det jeg sa” så kommer det ut av munnen til narsissist.
Grunnen er at det er ikke dannet å si “hva var det jeg sa”. Ordentlige mennesker holder seg for gode til å bruke uttrykket. De trenger ikke å gjøre det, for det ligger i luften at de hadde rett og at motparten tok feil. For eksempel hvis du har gitt et velment råd som din venn valgte å ikke følge, og brant seg. En god venn vil da i stedet trøste fremfor å påpeke hvor rett den hadde. Det er usømmelig å være mer opptatt av å ha rett, når vennen har dummet seg ut. Ordentlige mennesker ønsker ikke å “gni det inn”. Skammen er allerede tykk.
En narsissist derimot, klarer ikke å dy seg. De er skadefro ved enhver anledning. De har heller ikke de nødvendige sosiale antennene til å fatte hva som sømmer seg. De trenger den narsissistiske forsyningen de får av å se ergrelsen i motpartens ansikt når “hva var det jeg sa” forlater deres lepper. Ergrelsen og ydmykelsen.
Finnes det så tilfeller hvor normale og sunne mennesker bruker uttrykket? Ja, så klart. Her er noen eksempler.
– I tilfeller hvor motparten (som tok feil) var usedvanlig påståelig, og kanskje til og med stiftet en alvorlig krangel som satt relasjonen på spill. Her er det på sin plass å si “hva var det jeg sa”.
– En bekymret far eller mor som forsøker å forhindre sitt barn i å begå en stor tabbe. Barnet lytter ikke til sin forelder og begår tabben. Her er det også på sin plass å si “hva var det jeg sa”. Merk dog at det er snakk om store tabber som setter barnets (eller andres) sikkerhet i fare. Barn og unge skal ha lov til å begå små tabber og lære av dem på egenhånd, uten hele tiden å få en bedrevitende finger i ansiktet. Å begå tabber er en naturlig del av å bli en klok voksen.
– Hvis du er under 10 år.
– Hvis du mistenker at vedkommende som har feil er en narsissist, som selv liker å hevde sin rett overfor andre, så er det på sin plass å si “hva var det jeg sa”. Disse menneskene trenger man ikke å skåne. La dem føle skammen de selv så gjerne påfører andre.
Narsissisten er en bedreviter av natur. Det er i mine øyne liten tvil om hvem som først ytret “hva var det jeg sa”. Kun en narsissist kunne finne på å si noe slikt. Faktisk våger jeg å påstå at hvis en person ofte bruker dette uttrykket, så er det et rødt flagg på lik linje med tåkelegging, “future faking”, idealisering, devaluering og alle de andre kriteriene vi etterhvert har blitt kjent med. Vær på vakt for en slik person.
Veldig bra skrevet.
Dette indlæg har ikke noget med emnet ovenover at gøre, men jeg syntes det er meget vigtigt at dele med jer. Ikke mindst til alle jer derude , der går rundt og tænker..kunne jeg have gjort noget anderledes for min ex P ..og hvorfor fungerer det nu så godt , med det nye offer . Til dette vil jeg sige DET GØR DET HELLER IKKE… psykopaten gentager det samme syge mønster …idealisering, devaluering og forkastning .
Hvordan jeg ved det ? Nu skal jeg fortælle dig min ( forkortede ) historie om samliv med en psykopat ( coveret narcisist ) i 29 år.
Da jeg mødte min psykopat var det en idealisering uden lige, der var dog små mærkelige tegn af noget der undrede mig. Dårligt humør, rastløshed og hele tiden at ville noget nyt. Jeg regnede med , at det nok ville ændre sig. Der kom flere og flere episoder..,jeg tænkte det var fordi min psykopat var stresset og jeg gav derfor “ lidt mere af mig selv “ jeg forsøgte også at hjælpe P, snakke med ham osv. Ti år gik , der kom flere og flere dårlige dage. Det er nok fordi hans far er død …altid fandt jeg en undskyldning for en dårlig opførsel overfor mig . Nu var der gået 20 år og nu blev det rigtigt slemt, nu var der flere dårlige dage end gode, P skabte konflikterne, især hvis vi var inde i en god periode, han ville flytte, skifte arbejde, ville hele tiden noget andet . P begyndte at drikke , han blev rigtig tarvelig overfor mig når han drak. Jeg begyndte at overveje flugt, men P fik mig hjem igen hver gang og opførte sig bedre…men kun i starten. Den psykiske mishandling blev værre og værre. Tilsidst , efter 29 år , kom jeg væk . Syg af depression og angst flygtede jeg til den anden ende af landet. Efter utallige forsøg på, at få mig hjem igen , måtte P opgive. I stedet fandt han et nyt offer, ca to uger efter sidste forøg . De flytte sammen efter en mdr , blev gift efter tre mdr og siden (3 år ) er de flyttet to gange mere.
Ret hurtigt begyndte devalueringen af hende. Endnu hurtigere end P gjorde overfor mig. Det nye offer betroede sig nemlig til vore fælles datter. Den psykiske vold er blevet værre og værre i de fire år de har været sammen . Ud af til ( billeder på sociale medier fortalt af min datter ) smiler de og er lykkelige. Devalueringen eskalerede i weekenden, min eks P og hans offer , havde været på familiebesøg. Det havde været hyggeligt. Da de kom hjem begyndte P at drikke og han blev ondskabsfuld. Da offeret påpegede det sagde han…jeg bliver nød til at være fuld, ellers gider jeg ikke have sex med dig. Med min ex ( mig ) var det altid godt og vi havde ingen problemer.
Dette fortalte det nye offer til min datter og hun ville gerne snakke med mig om, hvad jeg havde oplevet.
Det jeg vil sige med det her er. Se at komme væk, hvis din partner er psykopat, det bliver kun værre og det nye offer, vil gennemgå det samme som du har gennemgået, højst sandsynligt bare endnu værre. En Psykopat kan kun gentage det samme mønster, men du kan vælge at gå …ud af det syge samliv du er havnet i .
Held og Lykke.
Takk for at du delte dette. Etter et stygt brudd, har jeg tenkt at p behandler det nye objektet fantastisk og at det kun var meg som opplevde den psykiske mishandlingen, fordi de giftet seg etter kort stund og har vært sammen lenge. Jeg har også tenkt at det kanskje var min feil. Men jeg burde heller være glad for at jeg slapp unna.
Ja, du burde heller være glad for at du slapp unna. Det er som Mary skriver, det blir ikke bedre med den neste eller den neste eller den neste deretter. Selv om de prøver å gi inntrykk av det på sosiale medier osv. Det er bare skuespill for at du skal føle at det var deg det var noe galt med. Og at andre skal tro det samme. De bare gjentar og gjentar samme oppførselen. Det er ikke dem noe er å laste, alt er andres skyld. De kan lure mange som ikke vet bedre, men de er dømt til å mislykkes med eget liv. Det er viktig å ikke se seg selv med deres øyne eller andres øyne, som ikke vet bedre. En må holde fast i sin egen opplevde virkelighet. Jeg vet at det er tøft for jeg har opplevd de utroligste ting selv. Det er ubeskrivelig vondt når P/N snur alt på hodet og prøver å gjøre seg selv til offer og oss til gjerningsmenn. Om ikke alle tror dem på alt har de mistenkeliggjort oss for mange. Diabolsk som bare P/N kan få seg til. Man må bare holde seg unna så godt man kan. Det er iallefall bra at det i dag er skrevet så mye om tema både på nettet og i diverse bøker. Leser man mye her slipper man iallefall å føle seg helt isolert i en verden helt snudd på hodet og som er helt uforståelig.